I vor lave Stue

I vor lave Stue

staar de hvide Senge

og Gardiner hvide

over Ruden hænge.

Tvende gule Iris,

i en Flaske stukket,

har i vaade Enge

min Veninde plukket.

Se, en Strøm af Roser,

blussende og blide,

gyder Kvældens Solskin

over alt det hvide.

Laaner min Venindes

Haar sit gyldne Smykke,

farver hendes Kinder

med en Glans af Lykke.

Alt saa stille, stille — —

Alle Vinde lagt sig.

Lange Slangeskygger

over Diget strakt sig.

Højt og klart fra Marken

klinger Lærkens Trille.

Kun min Sjæl urolig —

ellers alt saa stille.