Skovensomhed

Igennem bøgeskoven

jeg dig ved hånden førte;

der var så grønt og køligt,

vi nattergalen hørte.

Det var som hele verden

med blomster og med grene,

med skyer og med stjerner

tilhørte os alene.

Vi talte ikke sammen,

vi kunne intet sige,

som snoede, tause ranker,

ensomme, lykkelige.

Så frit, afsides var det,

så ubevogtet, stille,

det var, som om vi intet

mer ønskede og ville.