Efterklang

Jeg seer med Veemod ei tilbage

Til Vaarens stille Blomstertid;

Mit Hjerte fører ingen Klage,

For Solen ei er sommerblid.

Jeg veed jo nok, min Vandring vender

Nu ned i Vintrens kolde Favn,

Hvor Stilhed boer, hvor Aaret ender

I Gravens Hjem og sikkre Havn.

Men i mit Hjertes Dyb jeg føler

Endnu en Vaar, en Sommerlyst,

En Ild, som Vintrens Snee ei kjøler,

En Klang, som aldrig vorder tyst!

— Naar da til Slummer Cithren hænges,

Jeg aldrig siger den Farvel;

Den vaagner brat, saasnart jeg længes,

Og stemmer altid med min Sjæl.