Hvor skoven mest var øde

Hvor Skoven meest var øde

I Skyggen dunkelgrøn,

Der sad jeg med min Elskte —

Med min Elskte i Løn.

Der stod ei blaae Violer

Og ingen Rose rød,

Der pranged ingen Lilie

Alt udi Skovens Skjød.

Dog saae mit Øie Lilien,

Og Rosen rød det saae,

Dog qvæged sig mit Hjerte

Sødt ved Violens Blaae.

Der sang vel ingen Smaafugl,

Men Alt var tyst og dødt;

Dog klang det for mit Øre

Saa usigeligt sødt.

— Og blev Alverden øde

Og misted Liv og Lyst,

Hun ved min Side skabte

Alverden i mit Bryst.