Vårsang i høst

Hist ude er koldt; og med smerte

ser linden ned til sit faldende hår;

Men her, ak! Her i mit hjerte

nu blomstrer den favreste vår.

Der spirer den grønneste vang,

hvor vækkende luftninger går;

nys rosen udsprang!

Det er

den

, jeg skylder min sang.

Før var der så mørkt; men med luen

har rosen malt både blade og træ'r,

da højt, så højt imod buen

den sendte sit tryllende skær;

min barm, der var nylig så trang,

nu rummer en duftende hær;

nys rosen udsprang!

Det er

den

, jeg skylder min sang.

Før var der så tyst, og i dvale,

som dødens, dybt hver en tone var lagt,

men nu, ak! Nu kan den tale,

til live ved rosen genvakt;

med duft og med stråler og klang

min vår skal forkynde sin pragt;

nys rosen udsprang!

Det er

den

, jeg skylder min sang.