Skøn er våren

Skjøn er Vaaren! lifligt Solen

Farver Bøgens lyse Top;

Bukkar dufter og Violen

Slaaer med Blu sit Øie op;

Bag de bløde, grønne Lokker

Smiler Rosens spæde Mund,

Og som klare Sølverklokker

Klinger Fuglesang i Lund.

Skjøn er Vaaren! ak, men svinder

Flygtig som et Aandedrag;

Om dens Herlighed os minder

Snart kun Løvets gule Lag;

Rosen slumrer, Lilien segner,

Livet døer paa Mark og Vang,

Solens varme Kinder blegner,

Stum er Lundens Klokkeklang.

Men en bedre Vaar jeg kjender,

Ingen Vexel hersker der:

Stadigt Rosens Flamme brænder

Mildnet huldt af Liliens Skjær;

Sjælens Blomster, frie og unge,

Staae just der i freidig Flor,

Og i Helligdommen sjunge

Evigunge Længslers Chor.

Hun er Vaaren, jeg har fundet, —

Paradisets unge Frugt!

Hun er den, som fast har bundet

Ved sin Trolddom Tidens Flugt!

Ak, i Hendes Smil, i Sukket,

I det milde, kjære Blik

Har mit Hjerte dybt inddrukket

Evighedens Ungdomsdrik! —