Digterens vise

Solglad dag i hegnet have

skabtes dig til lyst og leg;

tænk ej på, at høstens gave

tidt-nok vårens løfter sveg.

Æbleblomsten, hvid og vakker,

breder over dig sit tjeld, –

lad den så langs alle bakker

drysses vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge

midt i træets blomstertid?

Hvorfor sukke, hvorfor sørge,

sløvet under slæb og slid?

Hvorfor lade fugleskræmmen

klappre dag og nat på stang?

Glade broder, fuglestemmen

ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du spurven jage

fra din rige blomstergren?

Lad den før som sangløn tage

din forhåbning en for en.

Tro mig, du ved byttet vinder,

tusker sang mod sildig frugt;

husk moralen «tiden rinder»;

snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge,

til den dør, den sidste hæk; –

fej da trøstig alt i dynge,

kast så hele stasen væk!

Grinden op; lad får og kviger

gramse grådigt, hver som bedst;

jeg brød blomsten; lidt det siger,

hvem der tar den døde rest.