Lokkende toner

Der fløi en Fugl over Granehei,

som synger forglemte Sange;

den lokked mig bort fra slagen

Vei og ind paa skyggede Gange.

Jeg kom til skjulte Kilder og Kjern,

hvor Elgene Tørsten slukke;

men Fuglesangen lød endnu fjern

som Nyn mellem Vindens Sukke:

Tirilil Tove,

langt, langt bort i Skove!

Jeg stod i Birkenes høie Sal,

mens Midsommerdagen helded;

der tindrede Dug i dyben Dal,

det skinned som Guld af Fjeldet.

Da bæved Lunden, da lød den nær

som af en susende Vinge,

og grant jeg hørte fra Fjeld og Træ'r

de lokkende Toner klinge:

Tirilil Tove,

langt, langt bort i Skove!

Der fører en Sti saa langt af Led

til Lien, hvor Fuglen bygger;

der stemmer den op hver Sang, den ved,

i dunkleste Graneskygger.

Men om jeg aldri kan vinde did,

jeg kjender dog Lokkesangen,

hvor sødt den kalder ved Sommertid,

naar Kvelden har dugget Vangen:

Tirilil Tove,

langt, langt bort i Skove!