I storm
E. Hartmann
Det gaar strygende fort med en kuling fra nord paa den skummende vei;
en slugende styrtning fölger mit spor, men langer mig ei.
For rebede seil med skyernes hast og döden om bord!
Det hviner i vant, o tænk, om det brast paa den hylende fjord!
Min flyvende baad er en fnysende hest over fraadende sö!
der glaner bag skyen et solglimt i vest, lig en fristende mö.
Du daarer mig ei! Jeg vad, hvad der bor i dit flanende smil:
velkommen i skyen, rullende Thor; med din funklende pil! Velkommen o Thor!
Ja, saa skal det gaa! Under stormenes sus, under maagernes sang,
med tordenens brölen og bölgernes brus gaar min strygende gang!
Det vexler i barmen af jublende lyst og pirrende angst:
snart konge paa bölgernes hvælvede bryst, snart dybenes fangst!
Hurra for det skummende, svulmende hav! svulm höiere da!
I kjekke, der hilse med lyst eders grav, et dobbelt hurra!
Men du, som urokkeligt blotter din favn mod brændingens brand,
tre gange velsignet dit hellige navn, o fædrene land! o fædrene land!