Hymne til vaaren

Sælsomme gjest!

lister dig legende let gjennem kveldene,

döser i drivende taage paa fjeldene,

klædt i sydvest;

smyger dig syngende, hjerteforyngende

ind i mit syn,

lægger dig klyngende, nervebetyngende

over mit bryn, over mit bryn.

Manende skald!

vækker den gjærende saft i det værende,

lægger til fortidens rödder den skærende

öxe til fald;

stryger saa klælende, tankebesjælende

ungdommens kind,

dysser saa kvælende, aandedrætstjælende

oldingen ind, oldingen ind.

Hellige vaar!

Har jeg det bævende drag af det strævende?

Er jeg et spirende skud af den levende

trang, som bestaar?

Eller gaar fældende, livsovervældende

vældig din flom,

henover trællende tanker, som ældende

dör for din dom? dör for din dom?

Hellige vaar!