Vidste du vei!

E. Hartmann

Vidste du vei, du liden Fugl,

den, som jeg selv ei ved,

ei sad du ledig i dit Skjul,

men lystig fløi du afsted.

Jeg band dig om Halsen et lidet Brev,

deri mit ganske Sind;

du seiler bedre end Seiler gjæv,

venter ei først paa Vind.

Men ei kan jeg sende et eneste Ord,

og intet faar jeg igjen;

jeg ved ei naar og jeg ved ei hvor,

ei om vi mødes end.

Og endda saa ville de, jeg skal le

og kvidre saa flink som du;

Vilien har jeg, maatte de se,

At Evnen ei brister nu.