Den gamle Gaard

Tidt jeg mindes en gammel Gaard

i store Træers Skygge,

Fjælde, Bakker og Enge staar

med Blomsternes brogede Smykke.

Der jeg havde det saa godt tilforn:

Hus og Mark med baade Bær og Korn

alt det var som mit i mange Aar,

det var mit Liv, min Lykke.

Var dér nogen, som der led ondt

og bar sin Sorg saa stille,

strax det spurtes i Bygden rundt,

og alle syntes, det var ilde.

Tidt jeg tænker paa min gamle Gaard,

nu jeg fremmed udi Verden staar,

hjemløs, frændeløs,

og mine Kaar de tykkes mig saare ilde.