Haab og Minde

Haab og Minde fare vide,

hver sin Vej og hver sin Gang.

Bagest er den lyse Side,

foran Vejen mørk og trang.

Frem i Mørket Haabet iler,

uvist om den rette Sti,

men i Lyset Mindet smiler;

der er Vejen kendt og fri.

Det, som mindst af alt jeg troede,

saa, jeg stundom kunde ske;

det, som dybt i Hjærtet boede,

det blev kun til Spot og Spe.

Glad jeg saa, saa mange milde Syn,

som fagert Haab mig gav.

Men hvad allerhelst jeg vilde,

blev der aldrig noget af.

Men om Haabet stundom sviger,

tror jeg dog, det er min Ven.

Thi naar Lykken fra mig viger,

giver Haabet Mod igen.

Lad de mindre Haab kun fare,

lad dem gaa al Ködets Gang,

naar de største blot vil vare,

trofast bele Vejen lang!