Der er et land saa kosteligt

Der er et land saa kosteligt

alt under nørrelide,

kun ét, jeg véd, er landet sligt

paa verdens vesterside,

det sært i nord er tunget ud,

og til en tunge fin af Gud

det er vist og beskaaret.

Det er slet ingen abildgaard

og ingen blommehave:

det lysner mest kun lidt i vaar,

og buskene er lave,

og lyngen løber langs ad land

med ormeflok og flyvesand,

og bøgen staar i stampe.

Men langs med heden bække smaa

sig klare, vævre vinde,

de mødes tit til mægtig aa,

og tit i sø de rinde,

der lege flink de fiske smaa,

og møllehjul i dammen gaa

og varme haarde stene.

Og rugen gror paa heden, ren

for klinte og for hejre,

og vorder mel paa møllesten,

hvordan det end mon vejre,

og vorder hvidt og dagligt brød,

og raad der er mod vinternød,

mens lyngen gror paa heden.

Naar hveden fin i blommeland

for klinten gaar til grunde,

og naar for vind og savetand

nedsynke markens lunde,

end rugen gror, og møllen gaar,

og heden varmer aar paa aar,

og lyse-klynen blinker.

Det er slet intet fugleland

til højt i kor at sjunge,

den nattergal paa nøgne sand

slaar trillerne saa tunge,

og lundene er kun saa faa,

og buskene er kun saa smaa,

og bøgen staar i stampe.

Dog pippe hel vemodelig

de hjejler smaa og spage,

og klukkende opløfte sig

de agerhøns saa fage,

ja, stundom og en urkok gol

i dagningen mod gylden-sol

alt paa den brune hede.

Og aldrig har jeg hørt det før,

og heller aldrig siden,

hvor mindelig for ladedør

kan kvidre finke liden,

naar jydesvenden, som jeg saa,

et lille korn til fugle smaa

om vinterdag udskifter.

Og aldrig slig en tone sød

jeg hørte over vange

som den, der over heden lød

i lærkens morgensange.

Den slog saa sødt og fløj saa let,

som om med rugen den kun ret

paa heden havde hjemme.

Og naar da lundens fuglekor

har sommeren udsjunget,

naar stormen over kolde jord

har stemmen undertvunget,

da toner end en liflig klang,

da klinger højt en svanesang

alt over brune hede.