For bønder himlens fugle mer
T. Laub
For bønder himlens fugle mer
end for de store sjunge,
som heller le ad fuglens fjer
end lytte til dens tunge.
Og skjalden er af fugleart,
hans tankering har vinger,
som fugl i luften skyder fart,
han lukt i sky sig svinger.
Man klarlig og paa marken saa,
hvor sangen var i mode,
da Hjarne sang for bønder graa,
som bar om land kong Frode.
Nu længe dog i Danevang
med dejlig grønne skove
uhørt var hartad skjaldesang
for dem i klæder grove.
Med Øre knap for gøgens kuk
gik bondemand bag ploven
og hørte for sit eget suk
ej fuglesang fra oven.
Men Gud og Danmarks kongesøn
de sørged for den ringe,
saa godt kan sang fra skoven grøn
nu i hans Øren klinge.
Der staar en sten paa Vesterbro,
det er en ære-støtte
for hjertet, som i kongebo
ved bondens lænker blødte.
At løst er nu hans trællebaand,
kan sten dog ej bevise,
men skjaldesang med liv og aand,
som bondelæber prise.
Saa sandt vi er af fugleart
og Hjarnes skjaldestamme,
det kendes maa paa bønder snart,
at tændt er friheds flamme.
Igen da lytter menigmand
til kvad og kæmpeviser
og frydes ved sit fædreland
og skjaldesangen priser.
Som fugle i den grønne lund
vi skal for bønder kvæde,
saa det kan gaa fra mund til mund,
fra slægt til slægt med glæde.
Det være skal vor største fryd
som skjalde barneglade,
naar hoppe kan ved sangens lyd
selv bare ben paa gade.
Det kaldes skal vor bedste sang
til evig ros og minde,
som løber rundt i Danevang,
naar piger negen binde.
Det være skal vor hæderskrans,
naar vore toner milde
med pigerne gaar let i dans
ved hvert et bøndergilde!