I Skoven, hvor jeg vandred

I Skoven, hvor jeg vandred,

Da jeg var ung og glad,

Er Ingenting forandret,

Ei Stub, ei Blomst, ei Blad.

Med Veemods Fryd fornemmer

Endnu min vakte Sands

De samme Fuglestemmer,

Den samme Duft og Glands.

End leve tusind Minder

Her fra min fjerne Vaar;

Fra hver en Luft, der vinder,

Et Fordums Suk jeg faaer.

Skovduens Kluk og Klage

Er lige elskovsblid

Og tryller sødt tilbage

Mig til en svunden Tid.

De vilde Anemoner

Har end det gamle Skjær,

End klinge fjerne Toner,

Som gik mit Hjerte nær;

Den høie Poppel kroer sig

End lige stolt og rank,

Og Bækken endnu snoer sig

Om Stenen lige blank.

Mig vinker hver en Bille,

Hver Sommerfugl, hver Bi,

Jeg veed nok, hvad de ville,

Og føier mig deri:

De byde mig at lukke

Vidt op min Tankes Blik; --

I Klokkeblomstens Krukke

Credentse de mig Drik.

Men Mindets Skaal, de rækker,

Gjør ei mit Hjerte svagt;

Det hæver sig og strækker

Sig med forynget Magt.

I dette grønne Mørke,

I Sommerduftens Flod

Det føler ny sin Styrke

Og faaer sit gamle Mod.

Thi jeg er ingen Daare,

Som har den vamle Skik

At spilde Suk og Taare

Paa Tiden, som hengik.

Ak, Alt hvad der kan tænkes

At gjøre Glæden rig,

Det Bedste, der kan skjenkes,

Har Tiden skjenket mig.