Sønner og Døttre af Nordens Aand

Sønner og Døttre af Nordens Aand:

Kæmpe-Vækkeren seiertryg

Som lagde Fenris-Ulv i Baand,

Pløiede Midgaards-Ormens Ryg,

Reed over Ginnung-Gab i Spring,

Kiørde med Thurs og Trold i Ring,

Stod under Aske-Kronen Maal,

Veiede Guld saa godt som Staal.

Søgde det ei i Klippens Aarer,

Søgde det før paa Havsens Bund,

Fandt det saavel i

Freyas Taarer

Som under Smil i Glaser-Lund;

Malede Guld paa Grotte-Kværn,

Saaede Guld til Lande-Værn,

Smedded deraf en Hammner dru,

Tjenlig for

Magn

og

Mod

endnu,

Knusde dermed den Røver-Haand,

Som lagde

Herkules

i Baand,

Knusde dermed hvad Staal ei beed:

Jetten med Brev paa Evighed,

Knusde dermed det stolte

Rom

Som der skal evig kvædes om!

Sønner og Døttre af ham i Nord

Og af den

Diis

der græd for

Balder!

Har I end Øre for Aandens Ord,

Hører det dog, en Broder kalder;

Lad dog et Svar ham lære brat,

At ei i Fimbul-Vinternat

Han kun fik Rune-Maal for Een,

Som alle Kæmpers Bauta-Steen!

Græs har jeg fundet paa

Danmarks-Vei,

Hvor Man ved Thæms det vented ei,

Sikkert ved

Ex

i det

Danske Bjerg

Ogsaa der sidder en Gienlyds-Dværg

Knurrer ved

Cæm

i det

Danske Taarn

End vel en Kæmpe, som kvad tilforn

Men hvad der slumrer i

Alfreds

Grav

Hører ei Røsten, mig

Dana

gav,

Ælve-Dronningen

, daanet der,

Ikke mit Kvad om Herre-Færd!

Skjalde-Tungen mig hist i Mund

Er kun som Toner i Harpe-Bund,

Hvor Man ei kiender det Hande-Lag

Som til en Leg giør Harpe-Slag,

Og til at lalle paa Amme-Skiød

Er ikke længer min Tunge blød,

Men til, som Pogen, at nemme godt

Dertil er nu mit Haar for graat

)!

Løfter sig

der

min Stemme bold,

Giør kun paa Mur og Bom den Vold

Kan ikke der paa fremmed Grund,

Svare sin Told i

Øre-Sund!

Men er det mueligt, skal jeg troe,

Her i de gamle Glaser-Lunde,

Dødning-Ridt over Gjallar-Bro

Nu kun huger fra Skjalde-Munde;

Her ei kan svulme et Kæmpe-Bryst,

Her ei kan lyde en Nordisk Røst,

Uden Man hvidsker brat under Øe:

Hør, hvor den vilde

Hervor-Mø

Kogler og vækker til nyt Ustyr

Hjorvard,

Hrane

og

Angantyr!

See, hvor det gnistrer i bælgmørk Nat!

Kors, nu dages vel

Tyrfing

brat!

Kommer og lugter det christen Blod,

Aldrig der raades paa Vaanden Bod?

Hvad? er al Kraft da Jetters nu,

Saa intet Staal har meer Guld-Fæste!

Hel

, der i Nord var før en Gru,

Er nu af Diser

hun

den Bedste!

Løve-Hoved paa Klinge-Klodd!

Følger ei meer Du Egg og Odd!

Eller blev nu Man i

Thrud-Vang

selv

Ræd for lidt Gny af Glommens Elv!

Hvad? I Kyster ved Bælt og Sund,

Bøge-Kæmper med Sang i Mund!

Klippe-Væggen med Rune-Stav,

Hrone-Klinten med

Bjovulfs

Grav!

Guld-Sædevang fra Heden-Old,

Bauta-Steengiærde om

Fyrresvold!

Mjøsen

og

Dovre

og

Guldbrands-Dal,

Høi efter

Hølge

og Seng for Hval!

Trylle-Navne blandt Folk i Nord!

Er I nu alle kum tomme Ord?

Levned paa

Marken

os

Hengst

og

Hors

Sværmere kun for Klør og Pors,

Pære-Skuder og Flynder-Skind,

Fløde-Bøtte og Pølse-Pind?

Levnede

Volse

i

Gøthe-Skov

Kulsvier kun og Kulfust grov,

Øie for Gruus, for Græs og Snegl,

Argus-Øine

for andres Feil?

Levned dig,

Norge

, med Klipper graa

Rolv

kun Nisser fra Top til Taa,

Vente-Brev paa en Engelsk Bill,

Storthings-Drømme og Throndhjems-Sild?

Vandred I ud, eller sank i Muld

Alle, som gløded for Oldtids Guld,

Ahned i

Odin

meer end Luft,

Andet i Aand end tydsk Fornuft,

Andet i

Friggas

Graad for

Balder.

End hvad der fugter naar Duggen falder,

Mere i Myther end Æventyr,

Andet i Folk end kloge Dyr,

Mere i Kamp end Knald og Fald,

Andet end Skin i

Odins

Hald,

Mere i Liv end Lykke-Spil,

Andet end Gas i Ygdra-Sill?

Nei, ikke saa, det vist jeg veed,

Hel-Veien

nok var altid breed,

Immer blandt Folk i Tidens Løb

Hunde-Forstand var Røver-Kiøb;

Derfor til Helte Man fandt en Hald,

Tog selv i Nord paa Skjalde Tal,

Mens uden Tal, som uden Navn,

Skiftinger sank i

Helas

Favn;

Men hvor saa vid blev

Valhalds Port,

Som vi det seer paa

Grimners-Maalet,

Og dog de Portes Tal saa stort,

At det af

Prim-Stav

ei er stjaalet

Hvor der blev Kæmpe-Viser fleest

Var dog af Kraft og Skjaldskab Meest,

Og hvor Man sang de Viser bedst,

Sikkert faae Kæmper en Valhalds-Fest,

Opskærs-Gilde i

Ægers

Sal,

Naar der indhøstet er paa Val,

Steen-Stuen feiet med Laurbær-Kost,

Bægeret fyldt med

Idunnas

Most!

Ja, hvor med Lyst de Piger smaa

Som lode siden Vugger gaae,

Lytted til Kvad om gamle Nord,

Vinge-Vølund

og

Age-Thor,

Der vist leger nu mangen Pog

Ind sig i Nordens Billed-Sprog,

Der vist mangen en Unger-Svend

Ønsker sig Kæmpe-Sværd ved Lænd!

Derfor, I Børn af Kæmpe-Æt!

Hører mig dog, forstaaer mig ret!

Tungen er Sværd og Pennen Spyd,

Skjoldet er Vidd og Daaden Dyd,

Slaget giælder kun Last og Skarn,

Hunde-Sjæle i Folke-Ham,

Dem der gnave paa Askens Bød,

Skylle kun Bleer i

Kvasers

Blod,

Dem der trampe paa Bifrøst-Bro

Grovt med en Lap af

Lokes

Sko,

Dem der trumfe hvor

Aser

boe

Bredt i Bord med en

Hrungner-Kno,

Drikke derpaa syv Boller Puns,

Asgaard

og

Valhald

skal gaae tilbunds,

Freya

og

Sif

kun finde Havn,

Ved deres Gunst i Jette-Favn,

Sif

til at sidde i Hald paa Stads,

Vanehjems

Diis til Spas og Fjas,

Mens alle Guder med Spot og Spee

Nævnes kun der, hvor Nisser lee!

Dem kun giælder vort Hammer-Slag,

Alt som i Gaar, til Domme-Dag,

Deres

Pande

faae Last og Skam,

For de misbruge vor gode Hamm;

Men deres Blod har ingen Nød,

Smøre vi vil os ei paa Kiød,

Ikke engang bruge Risp og Syl,

Mod deres Gnæggen, Bjæf og Hyl,

Kun

bruge Mund

, som vi kan bedst,

Over dem age med

Thor

i Sky,

Springe dem over paa

Odins

Hest,

Naar vi engang ride Sommer ad By,

Lade dem seile der' egen Sø,

Drømme sig drukne af

Lethes

Gammen,

Mens vi, ombord med

Njord

og

Frø,

Seile til Luv dem sønder og sammen;

Lade dem ride i Jotun-Kraft,

Baade paa Grissel og Koste-Skaft,

Ride paa Kaal-Stok, Hør og Hamp,

Rene Former og Gas og Damp,

Bide til

Bloks-Bjerg

og til

Troms,

Der at sidde med

Thrym

til Doms,

Der at thinglyse for Thurs og Trold:

Age-Thor

ret er en vanskabt Knold,

Værd kun at bruge til Hulvei-Fyld,

Var det ikke for

Mjølners

Skyld!

Odin

primer, den Sag er reen,

Og da hans Hest bruger

otte

Been,

Skam han kun har af de store Spring

Med en saa

unaturlig Ting!

Frey vel skinner i Ælve-Sal

Er dog immer en Maanskins-Ka'l,

Kiøbde sig Kys for Guld og Sværd,

Er ei et Gran af sin Lykke værd!

Ælve-Kongen et Skib ham gav,

Ælve-Piger et Taare-Hav,

Stout han seiler, men uden Roer,

Uden Bestik og Lods om Bord,

Kommer i Land men kun med Skam

Kun som et Lykkens Dægge-Lam!

Balder

alene, ja han er sød,

Salig at prise, thi han er

død!

Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!

Lad os forstaae vor Fordeel ret

Slagne vi er over hver sin Læst,

Frihed

er hvad os tjener bedst,

Frihed

, men

ikke

som Ild og Vand,

Pest og Hunger og Ødeland,

Frihed

, men ikke som Ulv og Bjørn,

Ikkun som voxne Menneske-Børn,

[Og som den sig med sund Forstand

Rimer i Øine-Forblindelsens Land,

Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Bjørn

Skaber nu meer af umyndige Børn,

Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,

Blev dog tilsyne som Folk er flest,

Kan ei begribe, hvad

Frihed

er

til

Uden at giøre det Onde Man vil,

Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot

Men paa dem alle, som har det

godt,

Og mellem Dyr tør broute af

Aandelig

Byrd og

Adelskab

!]

Frihed

lad være vort Løsen i Nord,

Frihed for

Loke

saavelsom for

Thor,

Frihed for

Ordet

i Verdenen ny,

Som til sig selv det har skabt under Sky:

Tankens

og

Troens

og

Vidskabens

Land,

Ligest af synlige Ting dog en Strand,

Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,

Og hvor kun Livet sig rører i Strid,

[Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,

Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp!]

Tankens

og

Troens

og

Vidskabens

Hav,

Som uden Frihed er Asernes Grav,

Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,

Ligner en blomstrende, bølgende Vang,

[Pranger med Borge og skyhøie Bjerge,

Vrimler af

Aser

og

Alfer

og Dværge,]

Hæver sig over hvad Hænder kan naae,

Og selv hvad Ørnen i Høiheden saae,

Vækker, som

Asernes Odel

i Nord,

Ære-Frygt dyb for det

levende Ord!

Kalde

det

Frihed

kun hvo som har Lyst

Fenris

at løse til Ragnaroks-Dyst,

Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,

Vinder Forlov til at bruge sin Mund!]

Fri være

Loke

, som

Brage

og

Thor!

Jetter kun fængsler det vingede Ord,

Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,

Vækkes af Dvale til seierrig Strid!

Frihed

for Alt hvad der stammer fra

Aand,

Som ikke ændres men arges ved Baand,

Virker skinbundet det Værste i Løn,

Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!

[Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,

Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,

Men kun bestride med Ord og med Aand

Hvad ei kan røres og gribes med Haand!

Bundet kun være det

glubende Dyr,

Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!

Eenarmet stander med Æren da Tyr,

Magtesløs spotter

kun Loke

den Brave!]