Her gad jeg boe og bygge

Her gad jeg boe og bygge,

Til jeg var træt og skulde døe,

Bag Lindetræets Skygge

Tæt ved den klare Sø.

Den Hytte, lav og lille,

Med kalket Væg og Tag af Straa,

Bag Høien tryg og stille,

Kan Stormen ikke naae.

Den snevre Have rummer

En Skat af Grønt og Blomsterduft;

Fra Kuben Bien summer

Ud i den varme Luft.

Tæt ved den blanke Rude

Har Svalen klinet op sin Bo;

Blødt ligger, som paa Pude,

I Eng den brune Ko.

Saa luunt i Lindens Grene

En Drossel sidder mangen Gang,

Sørgmodig og alene

Med sig og med sin Sang.

Frisk dufter Kløvermarken,

Vildanden seiler med sin Viv,

Og Fisken slaaer i Parken

Imellem Blomstersiv.

Hen over bløde Høie

Til fjerne Skov fra denne Vraa

Ustandset kan mit Øie

I Fred og Vemod gaae.

Den svale Kilde rinder

Hen mellem Steen og snakker smaat;

Den vækker gamle Minder,

Som gjør mit Hjerte godt.

Hvor eensomt og hvor stille!

Hvor fjernt fra Verdens stygge Larm!

Her kunde Sangens Trille

Let svæve fra min Barm.