Nu er da Vaaren kommen

Nu er da Vaaren kommen,

Nu er os Busken Læe;

Og Nattergalen toner

Sødt i det grønne Træ;

Og huldt de unge Roser

Tæt ved hverandre staae;

Og klart de runde Vover

I Sølverbækken gaae.

See Aftenstiernen smiler!

Den vækker Elskovs Lyst.

O see den smekkre Pige

Hist, med det fulde Bryst!

Og see de smaae Zefirer!

See, hvor de uden Larm

Det tynde Flor bortrive,

Som dækker hendes Barm.

O Pige! søde Pige!

Nu har jeg lukt min Bog.

Jeg sidder ey og stirrer

Meer i det gamle Sprog;

Det Liv, som der jeg finder,

Det blomstrer ude nu.

Ak kom min Elskerinde!

Hvor længe tøver du?

Kierminde! som kan skue.

Du Zefir! som kan staae.

Du Lillie! som kan lue.

Du Rose! som kan gaae.

Sødt synge Nattergale,

Naar Skoven sig har hvalt,

Du synger og kan tale,

Du søde Alt i Alt!

Ak kommer og omringer

Den unge Sanger her!

Mens høyt hans Lyra klinger

Bag disse Bøgetræer.

Om Amors Rosen-Lænker

Han henrykt synge vil.

Ak kommer hid! og skienker

Et Kys ham, for sit Spil.

See Tiden gaaer tilbage,

Naar Løvet springer frem.

De unge gamle Dage

Staaer op fra mørken Hiem!

Slet intet da jeg savner

I Favnen af min Møe;

I Skoven springe Fauner,

Najader i min Søe.

Og Pan staaer kiæk for Skoven,

Brat for en Tiørnehæk,

Og jager Tidens Kloge

Bort, med en panisk Skræk,

Som vil min Dryas dræbe,

Min overgivne Faun,

Og med en isnet Læbe

Koldt spotter Elskovs Navn.