Paa Mark og Eng, i Skovens Læ
T. Laub
Paa Mark og Eng, i Skovens Læ,
Staaer Græs og Straa, og Busk og Træ,
Og Duggens Bad paakalde;
Saa mat er Luftens Aandedrag,
Og aldrig bli'er der qvægsom Dag
Naar ei der Dugg vil falde.
Da trækker Taagen sammen kun,
Og snart den klare Morgenstund
Den mørke Sky vil vække:
Da kommer Stormen ofte brat,
Og ofte før den dunkle Nat
De røde Lyn da skrække.
O Morgenbøn! du Sjælens Dugg!
Din Friskhed og gjør Dagen smuk,
Og Verden trindt opliver.
Udsendt fra os, du som et Bud
Snart vender hjem med Svar fra Gud,
Og Hjertet Glæde giver.
Thi aldrig varer ved den Lyst,
Der fødes i vort eget Bryst
Naar Dagens Lys os kalder;
Vor Glæde vindes kun i Suk,
Velsignelsen er Livets Dugg,
Som ned fra Oven falder.