I Skoven
R. Andersson
Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang,
Alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
De havde ei andet at bestille;
Der
qvad Stillids, og
der
qvad Gjøg,
Der
slog høit i den hvislende Bøg
En Irisk sin sittrende Trille.
Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
Da tænkte jeg paa Hende, mit Hjerte har kjær,
Og jeg tænkte, det bedste jeg kunde;
Og Alting omkring mig det tænkte som jeg,
Den gamle Eeg og Granen, der brystede sig,
Og alle smaa Fugle i Lunde.
Og
Alt
vilde trøste mit længselsfulde Sind;
Fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
De luneste Ting i mit Øre;
Og Stæren mig sagde saa meget — meget Smukt, —
Med Længslen de kunde dog ikke faae Bugt,
Den lod, som den ei kunde høre.
Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaae,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa,
Og sukke med de svævende Vinde;
Saa vil jeg da vandre min eensomme Gang,
Saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
Og min inderlige Smerte til Hende!