Maaneskinsdrömme

Nu synke de sidste Blade,

i Höstens kolde Vind,

mens Uglen sagtelig svæver,

om Taarnets höje Tind.

Og Maanen hænger i Luften,

den kaster sit hvide Skjær,

fast som et Dödningslagen

udover de nögne Trær.

Den staaer som et Sorgens Billed,

höjt over den sunkne Natur,

dens skælvende Straaler spille,

paa Kirkens gamle Mur.

Den skued vel paa sin Vandring,

saa mangen falmet Vaar,

saa mangen bedragen Jomfru,

derfor den i Taarer staar.

Den skued saa mangen Valplats,

hvor Tusinde fandt deres Grav,

derfor den stiger i Öster,

som i ett blodigt Hav.