Ur "Feberdigte"
R. Andersson
Nu farer en Höst over Herrens Jord;
sollöse, susende Dage,
Liv som gaves tages tilbage,
alting forgaar i Forgængelsens Kor.
Men Mennesket lever saa lange.
Nu sankes i Lade og samles i Hus,
Græset höstes og Kornet skæres
Lövet falder, altsammens fortæres,
segner tilbage i Dödens Brus
Men Mennesket lever saa længe.