De snækker mødtes i kvæld på hav
C. Nielsen
De snækker mødtes i kvæld på hav,
og luften begyndte at gløde.
De leged alt over den åbne grav,
og bølgerne gjordes så røde.
Her er jeg sat til en bavtasten
at vidne for slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre ben
under mig smuldre i jorden,
danske af tunge, af æt og af id,
thi skal de nævnes i løbende tid
fædrenes værdige sønner.