Udrundne er de gamle dage

Udrundne er de gamle Dage,

Som Floder i det store Hav,

Og hvor sig hviler nu den Svage,

Der fandt den Stærke og sin Grav;

Men lovet være Himlens Gud!

De Ædles Æt døer aldrig ud!

Mens Graven kastes, Vuggen gynger,

Og Liv udsletter Dødens Spor,

Saa immer sig igjen forynger

Hver ædel Slægt i Syd og Nord,

Og Mindet, som Guds Miskundhed,

Forplanter sig i tusind Led!

Saa lad derpaa da Syn os fæste,

Hvad Ædle kaldte Livets Lyst!

Ja, lad os kappes med de Bedste

Og vove kjæk med Død en Dyst!

At byde den og Graven Trods

Kan med Guds Hjælp og lykkes os!