Tunge, mørke nattesky'r

C. Nielsen

Tunge, mørke nattesky'r

op ad himlen drager,

hjem til skovs af marken flyr

hist de sorte krager.

Skumringen sig breder ud,

det er mørkt omsider.

Vær os nær, du kære Gud,

medens natten lider.

Vær mig nær, thi uden dig

ensomhed mig truer,

Vær mig nær, thi uden dig

jeg for mørket gruer.

hold mig i din faderhånd,

så jeg dig fornemmer,

fri mig ud af mørkets bånd,

så min frygt jeg glemmer!

Lad mig føle, hver gang når

livet bli'r mig øde,

at du, Fader, hos mig står

og i sådan møde;

og når natten i mit bryst

hjertet vil omlejre,

o, da skænk mig livsens trøst,

vind mig livets sejre!

Og når dødens nat engang

over mig sig sænker,

lad mig høre morgensang,

førend ret jeg tænker:

dine fugles morgensang

i den høje sommer,

der, hvor dag er altid lang,

natten aldrig kommer!

Tung og mørk den tavse nat

over jorden spænder,

hist kun bag et vindve mat

vågelys, der brænder.

Du, som lindrer sorg og nød,

al vor synd forlader,

lyser op den mørke død,

tak! du lysets Fader!