Syndfloden

C. Nielsen

Når nat udvælder fra sorten sky,

og månen kvælder i morgengry,

mens gode blunde, har travlt de onde,

for lyset sky!

Gud så fra himlen med lynildsblik

på kæmpevrimlen med Kains skik:

Trods jordens herre, fra ondt til værre

de fremad gik!

Og han deroppe, hvis skamler stå

på bjærgetoppe og skyer grå,

han høres sværge: Brat over bjærge

skal bølgen gå!

Dog, hør, du gæve, min Enoks søn!

vil højt du svæve med mig i løn,

byg lavt ved bølge til dig med følge,

mens bøg er grøn!

De kæmper trygge med spodske smil

så Noa bygge sin ark med il,

blandt færredssnekker en sær tredækker

i kæmpestil.

Ser I, hist oppe nu sejler han

på fjeldetoppe, den fromme mand!

Da ruller torden, da revner jorden

med brag på stand!

Nu himlens sluser oplades brat,

og havet bruser i bælgmørk nat,

og roser blegne, og kæmper segne

med suk fuldmat!

Dog under dække en verden tryg

bar Noas snække på bølgens ryg,

med kæmpegange og bedre sange

end surr af myg!

Og Gud forglemmer på bølgen blå

ej lærkestemmer, ej spurven grå,

end sige muldet, hvor himmelguldet

i grube lå!

Sig bølgen kaster og segner mat

storvragets master nu dages brat,

og arken strander, og verden lander

på Ararat!

Sin glug oplader med stille sind

den folkefader på fjeldetind,

vil sandhed vide, slet ikke lide

på hjernespind!

Med aftensvalen, i solbjergslag,

til bølgesalen mod gofertag

kom dog fra lunde med nyt i munde

den lange dag!

"Luk op foroven! her er et brev,

som Gud i skoven om våren skrev,

af kæmpebogen til ham i kågen

et blad jeg rev!"

Olivenbladet fra grønne lund,

i åndebadet af duemund,

på spejlklar skive! hvem kan beskrive

den aftenstund!