Når somrens sang er sungen

Når somrens sang er sungen,

og kulden knuger støvet,

og tonen dør på tungen

af stormen overdøvet:

mit hjem, du rige, varme,

i dine moderarme

jeg lever op på ny.

Og alt, hvad blæsten skræmmed,

hvad frostens magt mon kue,

det skærmes huldt i hjemmet

og tø'r ved arnens lue.

Hvert lysglimt bli'r til glæde,

hvert suk la'r ud sig græde,

hvert håb får luft i sang.