Det danske Brød paa Sletten gror

Det danske brød på sletten gror

med liflighed og sødme,

det bæres ind med smil af mor

i morgensolens rødme.

Det lægger kraft i knøsens arm,

det runder fint den jomfrubarm,

hvor ømhedsvældet gyldenvarm

går ind i hjerteslaget.

Den danske mand er fredens mand,

han buldrer ej og støjer,

hans fædreland er hjemmets land,

han nynner, mens han pløjer.

Hans ånd har sky for krigens færd,

hans plovjern er hans riddersværd,

og helst han vil sit sande værd

i ærligt arbejd' stempe.

Den danske viv, den danske mor,

hun som vi hustru kalde,

hun dækker op sit hvide bord

og sysler om os alle.

Hun er vor sol i livets slud,

vor stue gør hun lys og prud,

og deler der Guds gaver ud,

så alle munde mættes.

Det danske barn med kinden rød,

det leger under lider,

mens krig og pest og sult og død

igennem verden rider.

I skærm af hjemmets hyldetræ

det pludrer trygt ved moders knæ,

mens blodet farver bjerg og bræ

i alle himmelegne.

Så er vort land et lykkeland

med fredens stille dyder,

hvor der er nok til mø og mand

i spande som i gryder.

Så gå da ud, vort danske brød,

gør sulten tavs, giv kinden glød

og fri fra sot og landenød

sålangt din sødme rækker!