Naturens ædle Dyrker

Naturens ædle dyrker begærer ej den krans,

der falmer i tidernes vande,

han agter kun og ønsker og søger den glans,

der lyser fra evighedens strande.

Og ørkenens veje, de standse ej hans fod,

ej vindenes dræbende skare,

og ispolens ånde, den kuer ej hans mod.

Han ænser ej savn eller fare.

De mægtige skikkelser i verdens ældste grav,

de rædsler, som bølgedybet gemmer,

de blinkende verdner i Mælkevejens hav

og afgrundens vældige stemmer;

og rosernes rødmen og nattergalens sang,

mens skovduen reder sit leje,

og døgnfluens flagren og himmellysets gang,

de vise ham den eviges veje.

Og stjernedybets gåder, dem grunder han ud,

ej tidernes lænke ham fanger,

og lynet han tvinger at vorde tankens bud,

og dampen er hans dristige ganger.

De rigeste skatte han finder under muld,

hans ånd gennem afgrunden vanker,

han skænker dem til verden, han lønnes ej med guld,

hans løn er de evige tanker,

de tanker, der flyve som svaner over sø,

til under for de fjerneste lande,

og aldrig kan ældes og aldrig kan dø

og sænkes i glemselens vande.