Et helligt Liv, en salig Død
C. Nielsen
Et helligt Liv, en salig Død
hinanden kærlig møde,
som Julemorgen sagte, sød
en liflig Aftenrøde;
de to kan aldrig skilles ad,
den Helligaand gør ingen glad,
som ej vil helliggøres.
At have stridt den gode strid
og vandret ufortrøden
paa Livets Vej til Endens Tid,
kun det er sødt i Døden;
vel den, som Herren tro har tjænt,
Guds Vilje gjort, sit Løb fuldendt,
i fred han skal henfare.
O Simeon, du Hjærtens-Mand,
Det var din Lod og Lykke!
Du rolig stod paa Gravens Rand
i Herrens Vingers Skygge;
i Dødens Port med snehvidt Haar
du sang om Evighedens Vaar,
som Fugl i Frydens Lunde.
Den Gang du Jesus tog i Favn,
da aabned sig tillige
for Øje dit i Jesu Navn
hans søde Himmerige;
du sang: ”Nu farer jeg i Fred,
ti, Himlens Gud! din Salighed
mig svæver alt for Øje.”
Saa Freden maa i allen Stund
med Jesus favnetages,
og til det sker, af Hjærtens Grund
der sukkes maa og klages;
ti aldrig finder Sjælen Ro,
før Hjærtet med den sande Tro
sin Frelsermand omfavner.