Et helligt Liv, en salig Død

Et helligt Liv, en salig Død

hinanden kærlig møde,

som Julemorgen sagte, sød

en liflig Aftenrøde;

de to kan aldrig skilles ad,

den Helligaand gør ingen glad,

som ej vil helliggøres.

At have stridt den gode strid

og vandret ufortrøden

paa Livets Vej til Endens Tid,

kun det er sødt i Døden;

vel den, som Herren tro har tjænt,

Guds Vilje gjort, sit Løb fuldendt,

i fred han skal henfare.

O Simeon, du Hjærtens-Mand,

Det var din Lod og Lykke!

Du rolig stod paa Gravens Rand

i Herrens Vingers Skygge;

i Dødens Port med snehvidt Haar

du sang om Evighedens Vaar,

som Fugl i Frydens Lunde.

Den Gang du Jesus tog i Favn,

da aabned sig tillige

for Øje dit i Jesu Navn

hans søde Himmerige;

du sang: ”Nu farer jeg i Fred,

ti, Himlens Gud! din Salighed

mig svæver alt for Øje.”

Saa Freden maa i allen Stund

med Jesus favnetages,

og til det sker, af Hjærtens Grund

der sukkes maa og klages;

ti aldrig finder Sjælen Ro,

før Hjærtet med den sande Tro

sin Frelsermand omfavner.