O, havde jeg dog tusind Tunger

O, havde jeg dog tusind Tunger

og alle Toners bedste Klang,

hvor skulde Sjælens Lyst og Hunger

til Gud at prise denne Gang;

oprette sig et Paradis

og mætte sig i Herrens Pris!

Bevæges alle grønne Skove,

lad høre hvert et Blad, din Lyd,

og hjælper mig min Gud at love

slaar sammen højt til Sang og Fryd!

I Blomster, bøjer eders Pragt,

at ære med mig Herrens Magt!

Hid al den Del, som sig kan røre

og drager Aande i sit Bryst,

hid, hjælper mig min Tak fremføre

og laaner mig enhver sin Røst

til at ophøje Naadens Værk

som har omringet mig saa stærk!

Jeg har i mine Levedage

haft mange store Prøver paa,

at Gud i baade Fryd og Plage

har ført mig; jeg bekende maa,

han altid mig ved Haanden fik,

naar Vandene til Sjælen gik.

Bort baade Verdens Lyst og Smerte!

I skal ej trykke mer mit Sind,

til Himlen svinger sig mit Hjerte

fra eder bort til Tronen ind;

al Pris og Ære være dig,

trofaste Gud i Himmerig!

Din Godhed skal min Sjæl kundgøre

til Livets allersidste stund,

ja, naar min Tunge ej kan røre

sig mere i min svage Mund,

at prise dig, som den var van,

da stemmer jeg med Sukke an!

Den ringe Tak jeg her kan give,

forsmaa den ej, min Sjæleskat!

i Himlen skal det bedre blive,

naar jeg faar Engletonen fat!

i høje Kor jeg synger da

det evige Halleluja.