Jeg raaber fast, o Herre

Jeg raaber fast, o Herre,

af Dybsens Nød til dig,

du vil mig naadig være

og gerne frelse mig;

dit Øre du nedbøje,

naar jeg min Bøn frembær,

og mærk udaf det høje,

hvad min Begæring er!

Ak, hvis du Agt vil give

paa Synden, vi begaa,

mens vi er her i Live,

hvo kan for dig bestaa!

Men hver, som det begærer,

ham har du Gunst betet,

thi elsker man og ærer

din milde Majestæt.

Tænk paamig i det Rige

for Korsets haarde Død!

Dit ord, som ej kan svige

det er min Trøst i Nød!

Af længsel Hjærtet trænges

til dig med stor Attraa,

fast mer end Vægtren længes,

at Dagen komme maa.

Guds Folk sig trygt forlade

paa hans Barmhjertighed

og på hans store Naade,

som han saa mangeled

hen over dem udøser

den fromme Herre Gud,

idet han dennem løser

af Synd og Sorrig ud!