O sad jeg som Maria sad

O, sad jeg som Maria sad,

med troens blikk så barneglad

op i min Frelsers øie!

Sad så ved morgen og ved kveld,

inddrak hans ord med tørstig sjæl,-

jeg glemte al min møie!

Var det min bedste morgendrik,

var det, når jeg til hvile gik,

min dug og aftensvale,

da lærte jeg vel mer og mer,

om al min trang, min sjæls begær,

med Frelser min at tale.

Da blev det vel og mere let

at vandre glad og virke ret,

da blev mig visdom givet,

da kjærlighed i hjertens grund

og lovsangstoner i min mund

udsprang til lyst for livet!

Her er jeg, Herre, hjertensven!

tal Du! så taler jeg igjen,

skjønt jeg er lav og ringe,

men Du almægtig, høi og stor!

jeg giver Dig dit eget ord,

selv kan jeg intet bringe.

Du siger, jeg har barnekår

evindelig hos Fader vor,

Du selv det til mig kjøbte!

Du siger, at din egen ånd

udløser mig af dødens bånd,

til livet han mig døbte!

Livsaligt ord er i din mund!

livsalig er hver stille stund

hos Dig på barnesæde!

der får vi mod, der får vi lyst

udi dit navn og ved dit bryst

til "fader vor" at bede!

Han giver, hvad vi beder om,

selv mig så fattig og så tom,

han rigdom vil forunde;

ja give nyt Mariasind

ved syn faderhjertet ind

og livets ord i munde.