Fred med dig og Fred med Eder

Fred med dig! og Fred med eder!

Det er baade kort og godt.

Hans Velsignelse, som beder

for os paa det høje Slot;

og hvad end saa Verden siger,

den Velsignelse ej viger

fra hans Hus og Menighed.

Fred med dig! Det er hans Tale

til hvert Barn i Moders Favn

for hvem Daab er Dug i Dale,

og som døbtes i hans Navn;

og har Fred med Gud en Synder

brat hos ham Guds Aand begynder

Skabelsen af Hjerte nyt.

Fred med eder! Herren siger

til sin hele Menighed,

Hjertet sjunger, Fjenden viger,

Himlens Due daler ned,

kurrer om den store Hvile,

ved hvis Navn Guds Engle ssmile,

har end ej dens Sødme smagt.

Hjem nu gaar jeg til min Fader,

det var Herrens egne Ord,

men min Fred jeg Efterlader,

Venner mine trindt paa Jord;

saa den Fred, som han os byder,

den har just de samme Dyder

som hans Fred i Liv og Død.

Med den Fred i Krybberummet

laa han, da Guds Engle sang:

Freden er til Verden kommet,

som i Julenat det klang;

og med Freden, just den samme,

vandred mellem Fjender gramme

han sin Bane tornestrø't.

Med den Fred, trods Død og Pine

hængte han paa Korset blot,

trøsted kærligt Venner sine,

bad for sine Fjender godt;

med den stod han op af Graven,

skænked den som Fæstensgaven

til sin Brud i Stridens Tid.

Fred med dig! og Fred med eder!

det er Herrens Røst paa Jord,

Freden finder, hvo som leder

efter den i Fredens Ord;

ingen Præst og ingen Pave

raader for Guds Naadegave;

tag du den med Tro og Tak!