Som den gyldne Sol frembryder

C. Nielsen

Som den gyldne sol frembryder

gennem den kulsorte sky

og sin stråleglans udskyder,

så at mørk' og mulm må fly,

så min Jesus af sin grav

og det dybe dødsens hav

opstod ærefuld af døde

imod påske-morgenrøde!

Tak, o store sejerherre,

tak, o livsens himmelhelt,

som ej døden kunne spærre

i det helvedmørke telt!

Tak fordi at op du stod

og fik døden under fod!

Ingen tunge kan den glæde

med tilbørlig lov udkvæde.

Jeg kan finde i mit hjerte,

at min sjæl har trøst deraf,

som kan lindre al min smerte,

når jeg mindes kun din grav

og betænker, hvor du lå

udi dødens fæle vrå,

og stod op med kraft og ære,

hvad kan større glæde være!

Ligger jeg på syndens veje,

ligger jeg i armod ned,

ligger jeg i sygdoms leje,

ligger jeg i usselhed,

ligger jeg fortrængt, forhadt

og af verden slet forladt,

skal jeg hus i graven tage,

o, her er dog håb tilbage.

Du for synden engang døde,

dermed er min synd betalt.

Armod, usselhed og møde,

ja min sygdom bar du alt.

Jeg ved dig oprejses skal,

og af dødens dybe dal

skal jeg hovedet oprette,

al min nød kan det forlette.

Synd og død og alle pile,

som fra helved skydes kan,

ligge brudte ved din hvile

udi gravens mørke land.

Dér begrov du dem og gav

mig en sikker trøstestav,

at ved din oprejsnings ære

jeg skal sejerspalmer bære.

Som Guds søn jeg dig nu kender

og ser din almægtighed,

din opstandelse indspænder,

hvad jeg tror, og hvad jeg véd

mig til salighed og håb,

ja, min kristendommens dåb

i din død er, som et billed',

og opstandelse fremstillet.

Du til livet mig skal vække

ved din stor' oprejsnings kraft

Lad kun jorden mig bedække,

orme tære al min saft,

ild og vand opsluge mig!

Jeg dør i den tro til dig,

at jeg skal til liv opstande

ud af dødens grumme lande.

Søde Jesus, giv mig nåde

ved din gode helligånd,

at jeg så min gang kan råde

og vejledes ved din hånd,

at jeg ej skal falde hen

udi dødens svælg igen,

hvoraf du mig éngang rykte,

da du døden undertrykte!

Tak for al din fødsels glæde,

tak for dit det guddoms-ord,

tak for dåbens hellig' væde,

tak for nåden på dit bord,

tak for dødens bitre ve,

tak for din opstandelse,

tak for Himlen, du har inde,

dér skal jeg dig se og finde!