Da hun havde drømt om Selino

Kjøl, o smiggrende Sephyr, kjøl

Denne blussende heede Kind!

Af en yndig Dröm den blusser!

Kjøl den, smiggrende Sephyr!

Svæved' venlige Engel! du

Over mig med den Glædesdrøm,

Viiste mig det hulde Billed!

Af min elskte Selino!

O da elsker du, elsker du

Selv i Himmelens Rosenlund,

Elsker vel den fromme Engel,

Som beskytter Selino!

Men meer brændende elsker du

Ei i Himmelens Rosenlund,

End jeg elsker min udvalgte,

Min tilbedte Selino.

Siig du Løvhytte, hvor han tidt,

Ved mit bankende Hjerte låe,

Siig Blomsterbeed, som hylled'

Vore Kysse i Vellugt.

Siig om ikke, i Skumringen,

Selina fældte her Tåre nok,

Siden hun med heede Tåre,

Sidst her savnte Selino!

Spørger Søstre, o spørger ei,

Ved den frydefulde Kjædedands,

Hvorfor mine Kinder blegne,

Og de lønlige Tåre.

Skjøn som Rosen Selino var,

Elskte Latter og Leeg og Dands,

Bleeg og sorgfuld nu omvanker,

Langt herfra min Selino.

Vend tilbage min Elskede!

Vend tilbage i Selinas Favn,

Hvor jeg bæver dig at kysse;

Vend tilbage Selino!

Sige skal dig mit heede Kys,

Brysters Bæven, og Bølgegang,

Din er jeg! jeg er din Selina,

Vend tilbage Selino!