Vise

Min Sang -- min

Lina!

-- ofres dig

Blid mane du den modtage,

Alt andet røved' Skjebnen mig,

Min Luth har jeg tilbage,

Og kan dens Lyd behage dig,

Er jeg lyksalig, stolt og riig.

At synge lærte

Lina

mig,

Da hun mig elske lærte,

I Sang mit Hjerte tømme sig,

Du fylder dette Hjerte,

Er det da Under, at min Sang

Om dig og Elskov stedste Klang?

Du røves bort fra dette Bryst,

Og intet meer mig glæder,

Naturen her sin rige Lyst

Med gavmild Hånd udspreder:

En Ven jeg ved min Side seer,

Som med mig græder, med mig leer.

Men hvor mit Øje vender sig,

Det møder

Lina's

Minde,

Strax flyer det alt, og søger dig,

Dig! -- som jeg ej kan finde;

O! når jeg minder, savner dig,

Kan noget da behage mig?

Er Sommerdagens Himmel blåe

Og klar, som

Lina's

Øje?

Min

Lina's

blide Smiil jeg såe,

Kan Månens mig fornøje?

Er Rosens Rødme vel så siin,

Som Rødmen på min

Lina's

Kind?

Din Svanehals beskæmmer Snee,

Og rund om den sig slynger,

De gule Lokker, skjønnere

End Høstens gyldne Dinger;

Den, som har hørt din Tales Klang,

Foragter Nattergalens Sang.

Og når du kom, al Sorg svandt hen,

Som Mulm for Månen svinder,

Min Ven oprigtig deeler den,

For mig hans Tåre rinder;

Men når han kjerligst kysser mig,

Min

Lina!

jeg har kysset dig!

O kom! o kom igjen til mig,

At jeg kan Glæder finde,

See! muntre de omsvæve dig,

Som deres Herskerinde;

Alt ejer jeg, når du er her,

Alt savner jeg, du borte er!