Lina

Det vare, det vare lyksalige Dage,

Som Himlen mig lod hos min

Lina

hendrage!

Ak, Jorden ej har slig Lyksalighed meer,

Og aldrig en Pige, som

Lina

, jeg seer!

I Skjønhed og Fromhed og Ynde min Pige

Blandt Himmelens Engle kun havde sin Lige;

Og hun var en Engel, og al hendes Hu

Til Englenes Hjem da stod henvendt endnu.

Til eengang, hist unter de blomstrende Linde,

Min Lykke lod hende mig smægtende finde,

Hun få mig, og elskte mig, og hendes Hu

Ej ene til Himmelen henvendtes nu.

Jeg zittred', henryktes, og håbed, og tvilte

Den Gang mit den Engel sin Elskov tilsmiilte;

Usattelig Glæde berused' min Ånd,

Da

Lina

min rakte ømt bævende Hånd.

Og da, ved min Arm', til min Hytte vin svæved',

Hvor slog da mit Hjerte! -- hvor henrykt jeg bæved'!

Min fattige Hytte var Himlen for mig,

Så længe, min

Lina

! den deeltes af dig!

O! det vare Timer, o det vare Dage,

Og Glæder, som Glæden de Salige smage;

O Gud! når den Engel, med snehvide Arm,

Omflynged' mig, trykked' mig op til sin Barm!

Da søgte, da spurgte de himmelske Engle:

Hvor er hun, den skjønneste mellem os Engle?

De søgt omsonst blandt de Saliges Chor,

Og vendre det forskende Blik til vor Jord.

Der fandt de den Skjønne, ak! i mine Arme;

Jeg græd de så såre, bad dem sig sorbarme;

Dog måte jeg see hende rives fra mig,

Og torde ej vandre, du Hulde! -- med dig.

Ak! sagte hun, Elskte! vi skilles, du græder;

Men hisset, men hisset har Elskov og Glæder,

Og, hvis du er from, kort adskilles vi kun;

De Ord jeg bortkyssed' af døende Mund.

Så fromt jeg her lever, og sørger så såre,

Og væder den blomstrende Gravhøj med Teare;

Og grædende op himod Himmelen seer,

Og sukker: hist er hun, og jeg dvæler her!

På hiin Side Graven har Elskov og Glæder,

Så sagte den Elskte, hvis Savn jeg begræder;

Du Sørgendes sikkreste Velgjører! kom!

Ledsag mig til hende! ak, jeg er jo from!