Kysset

Vil du ei være stille,

Din kjæne Nar!

Hvo lærte dig, du Lille!

Hvad Kys der var?

Du smiler skjelmsk og siger:

Det læres let;

Naturen selv os Piger

Bebuder det.

Du har din Moders Øje

Det Blik du fåer,

Som Hjerterne at bøie

Så godt forståer.

O! snarlig skal du dele

Det Herre;

Du snart skal Hjerter stjæle,

Men vær da from!

Men mag, at den, du ynder,

Kan stjæle eet,

Og skjænd så på den Synder,

Som gjorde det.

Men hvem vil længe hade?

Gjør så Forliig!

Til Fredstegn kan du lade

Ham kysse dig!

Nys sad du og reed Ranke

På dette Knæe;

Nu gåer du alt i Tanke

Om Kjæreste.

Dit Øje kan alt hvile

På En, så ømt,

Og du kan sukke, smile,

See suurt på Skrømt!

Du kommer da ei mere

Sådan som nys,

Frivillig at begjære

Dig nogle Kys.

Man dig derom vil bede;

Men vær da klog!

Skjønt du dem gav med Glæde,

Så nægt dem dog.

Her har du nu min Lære,

Husk vel på den!

Men skjønsom måe du være

Mod Læreren.

Frygt ei, du skal behøve

At kysse mig!

Jeg Kys nok selv skal røve;

Og så Forliig!