Efter Bürger

O! hvem der har en Venneviv,

Den mand er lykkelig,

Han ejer Alt i dette Liv,

Det sande Himmerig.

Han blæser kun af Ondskab Nid,

Og Frue Fortunas Had,

Og om han ikke har en Hvid,

Er han dog lige glad.

Vor Jord kan løbe eller ståe,

Kan dreje sig omkring,

Og alting op og ned kan gåe:

Han ændser ingen Ting.

Hui! siger han til Regn og Blæst,

Gjør I kun hvad I kan!

Du gjør kun Vind, min gode Blæst!

Og Regnen gj'er kun Vand.

Al Modgang agter han som Slug,

Er fri og frank og fro,

Og synger glad udi sin Gud,

In dulci Jubilo.

Og ingen Skjebne er så barsk,

At den ham skræmme kan;

Han er bestandig frisk og karsk,

Og rask, som Fisk i Vand.

Og han er ædel, 'god og viis,

Trods nogen Stoiker,

Og drømmer sig i Paradiis,

Alt med sin Hjertens kjer;

Kort: ingen Tunge sige kan,

Hvor lykkelig den er,

Som sige eller synge kan,

At ham hans Viv har kjer!