Skovsang

Jeg gjerne før i Skoven gik,

Og var så glad derinde,

Og hørt Fuglenes Musik,

Og munter Bække rinde;

Belusked' Myrens stille Flid,

Skovduens ømme Kurren,

De muntre Spurvers kjælne Strid,

Og Oldenborrens Surren.

SYSTEMI bløde Mos jeg strakte mig,

Og var så glad, skjønt ene,

Og til en Soelskjærm over mig

Sig hvælved' tætte Grene;

Og Jordbær stode uden Tal,

Hvor jeg henvendte Øjet;

Nej, aldrig jeg det glemme skal,

Hvor jeg var tidt fornøjet!

Men, når jeg nu i Lunden gå,

Jeg er så sær, så bange,

Mig synes altid, nogen stå

På Luur i mørke Gange,

Og Spurverne kan næbbes her,

Og Fugle bygge Rede,

Og Skogen være rød af Bær:

Mig gjør det ingen Glæde!

Det volder ingen, uden hun,

Den Yndige, den Smukke,

Som jeg just her i denne Lund

Så nylig Jordbær plukke.

Hun nikked eengang lidt til mig,

Mig syntes, det mig qvæged';

Hven veed, ifald hun kyste mig,

Måskee mit Sind blev læget.