De Elskendes Salighed

End er du ei til Himlen vendt tilbage,

Du Paradisets reene Lyst,

Dig kan endnu den Lykkelige smage,

Der hviler ved et elsket Bryst.

Til Paradiis forvandler Elskov Jorden,

Den staber Fryd i Sorgens Hjem,

Forandret med et Vink Naturens Orden,

Og maner Fryd i Ørkner frem,

Hver Fryd er mørk mod Glimtet af dens Glæde,

Dens Veemod selv er Salighed,

Og kjælent i sin Elsktes Favn at græde,

Kan ingen Jubel lignes ved.

Den Elskende her Himlens Forsmag nyder,

Hans Hjerte helliges dertil!

Thi Kjærlighed indvjer det til Dyder!

Dens Flamme tænder Dydens Ild.

En Cæsars Magt han ingen Tid begjærte,

For ham er ingen Throne stor;

Han herske vil i sin Tilbedtes Hjerte,

Det er for ham den heele Jord.

Ei Perus Guld, ei heele Verdens Skatte,

Kan lokke ham af hendes Arm,

Ei kan de ham det Øjeblik erstatte,

Han ikke nød ved hendes Barm.

Han for et Blik bortgav al Verdens Throner,

Blot for et Smiil hver Kummer veeg,

Et kjærligt Kys med Verden ham forsoner,

Om end hans bedste Ven ham sveeg.

Naar hendes Arm sig kjærlig om ham slynger,

I Lykkens Favn han føler sig,

Af henrykt Hjerte Verdens Lovsang synger,

Er viis og god og lykkelig.

Glad helser han enhver af Årets Dage,

Hver bringer ham fornyet Lyst,

Glad seer han til fremsarne Tiid tilbage,

Thi han den nød ved hendes Bryst.

Med Livet selv end deres Fryd ei endes,

Den gjennem Graven følger dem;

Hun bliver evig hans, han evig hendes,

I Kjærligheds og Glæders Hjem.