Evas Skabelse

Naturen stod i yndig Orden,

Og Himlen smiilte til den ned,

Og hvad, som følte Liv på Jorden,

Det følste også Kjærlighed;

Kun han, som Herrens Billed dar,

Såe, at han stor, men ene var.

Han såe det, og den Evighøje;

Han vinked! see, da glider ned,

En rolig Søvn på Mandens Øje,

Ham skjules Jordens Herlighed;

Men, når han skuer den igjen,

Da seer han meer endnu end den.

Den unge Morgenrødes Vinger

I Østen bredes herlig ud,

Og al Naturens Hymne Klinger

Med hellig Lov til alles Gud;

Da Manden vågnede, og såe

Mandinden ved hans Side ståe.

Han strax sit Væsens Mage kjændte,

Og favnede med Skyldfri Arm,

Et takfuldt Suk mod Himlen sendte,

Og trykte hende til sin Barm.

Den nu ej flere Önsker har;

Nu Eden først hans Eden var.