Den Fornöiede

Hvo lystig er, som jeg, kun han

Kan søle denne Sang.

Thi mangen stolt og mægtig Mand

Kan ikke det engang.

Men er han glad, og med mig leer;

Så er han dog kun, hvad jeg er.

Selv Mogols Guld, og Sultans Pragt,

Hans Held (hvo var den Nar),

Der såe al Verden i sin Magt,

Og dog tilfreds ej var?)

Alt det jeg ønsker ej, men glad

Og med Foragt jeg leer derad.

Vær glad! mit første Valsprog war:

Hvad hjelper Kroners Værd?

Jeg er tilfreds med hvad jeg har

Hvo klog er, vil ej meer:

Thi, hvad man ønsker, såe man det;

Så er man derfor dog ej mæt.

Og Guld, og Magt, og Kroners Værd?

Hvad er' vel disse Ting?

Når Tiden selv et Vidne er,

At Lykkens falske Sving

Forandrer ofte Mogol selv

Til en elendig ussel Træl.

At være en retskaffen Mand,

Er meer, end Kroners Pragt!

Og har jeg da kun Brød og Vand

Men Glæden i min Magt;

Så har jeg meer, end Mogol har,

Og bytter ikke med den Nar.

Hvo lystig er, som jeg, kun han

Kan søle denne Sang.

Thi mangen stolt og mægtig Mand

Kan ikke det engang.

Men er han glad, og med mig leer;

Så er han dog kun, hvad jeg er.