Til min Muse
F. Kunzen
Bejæl, o Sanggudinde!
Min Tak til Vårens Gud,
See Vintrens Spor forsvinde
Og Jorden som en Brud;
See ned til den, han svinger
Sig som en Brudgom skjøn;
Jeg ham min Lovsang bringer,
Og Blomster er min Løn.
Og denne Løn at vinde,
Er mig langt meer end Guld,
Thi er ej min Veninde,
Dem meer end Guldet huld?
O når den skjønne pryder
Sit Hår, og Bryst med dem,
Søl da, hvor jeg mig fryder,
Som bragde hende dem!
See! alt os Våren bygger
En tæt, en løvriig Sahl,
Snart slåer blandt disse Skygger
Den ømme Nattergall,
Og når den kjælent klynker,
Og henrykt dåner hen,
Hun til mit Hjerte synker,
Og kysser ømt sin Ven.
O! giv mig da at qvæde
Den milde, rige Vår,
Du seer, hvor herlig Glæder
Den skjænker og den spåer.
Du seer min glade Pige,
Du seer mit Paradiis.
Kun dem, som har en Pige,
Kan synge Vårens Priis!