Til min Muse

Bejæl, o Sanggudinde!

Min Tak til Vårens Gud,

See Vintrens Spor forsvinde

Og Jorden som en Brud;

See ned til den, han svinger

Sig som en Brudgom skjøn;

Jeg ham min Lovsang bringer,

Og Blomster er min Løn.

Og denne Løn at vinde,

Er mig langt meer end Guld,

Thi er ej min Veninde,

Dem meer end Guldet huld?

O når den skjønne pryder

Sit Hår, og Bryst med dem,

Søl da, hvor jeg mig fryder,

Som bragde hende dem!

See! alt os Våren bygger

En tæt, en løvriig Sahl,

Snart slåer blandt disse Skygger

Den ømme Nattergall,

Og når den kjælent klynker,

Og henrykt dåner hen,

Hun til mit Hjerte synker,

Og kysser ømt sin Ven.

O! giv mig da at qvæde

Den milde, rige Vår,

Du seer, hvor herlig Glæder

Den skjænker og den spåer.

Du seer min glade Pige,

Du seer mit Paradiis.

Kun dem, som har en Pige,

Kan synge Vårens Priis!