Landmanden

Enhver, som attråer Glæde,

På Landet søge den!

Der har den ret sit Sæde;

Fra Byer flyede den.

Den Rige ei forbygger

Os Soel- og Måneskin;

Han Lundens blide Skygger

For os ei hægner ind.

Når Morgenen os byder

Til Arbeid os til Lyst;

Vor høje Lovsang lyder

Af raske, muntre Bryst;

Vi trætte gik til Hvile,

Så sover man så sødt;

De Rige savne Hvile,

Som ligge nok så blødt.

Vi øine alle vegne

Velsignelse og Lyst,

Når Agrene sig tegne,

Til en velsignet Høst;

Og når blandt Høstens Dynger

Vi trætte leire os,

Vi glade Viser synger,

Og byde Rige Trods!

For os Foråret pryder

Så smukt den heele Jord,

thi vi kun, vi den nyder,

Vi som på Landet boer.

Af sligt har jo I andre

Slet intet i Jer Stad.

Den ud til os måe vandre

Som ret vil være glad!