Romance efter Göthe

En Natfiol så ydmyg stod

Ukjendt ved andre Blomsters Fod,

Og man den agted ikke!

En ung Hyrdinde kom derhid,

Med [flygtigt Fied, af Sind så blid,

Derhid],

Ad Engen hid, og sang.

Violen sukked': [Var jeg kun

Så smuk, kun halv så smuk, som hun!

O kun så smuk, som Rosen!]

Til hun mig havde plukt, og kyst,

Og ladt mig visne på sit Bryst,

Ak kun

En liden, liden Stund.

Men ak! Hyrdinden kom derhen,

Og så den ei, og trådde den,

Den Arme! under Fødder!

Den segned, døde, glædde sig;

Froe døer jeg, thi jeg døer ved dig;

Ved dig

Og for din Fod jeg døer.